Sløjfer

søndag den 26. december 2010

Stille og rolig Jul

Det er nu blevet 2. juledag. Jeg er så heldig at have min datter og Svesken hjemme i julen. Juleaften var vi hos Oldeforældrene, 1. juledag var en af mine dejlige veninder på besøg, og i dag har vi ingen planer.
Jeg skal arbejde mellem Jul og Nytår, til gengæld har jeg ryddet kalenderen for alt det meste af januar.
2010 har trukket tænder ud, også mere end sædvanligt, nu har kroppen sagt stop, der skal geares ned og måske endda tænkes helt andre muligheder i min måde at leve på.
Jeg overvejer muligheden af at søge job udenfor IT-verdenen, men der er mange ting, der skal tages hensyn til. Jeg er glad for mit job, men kan ikke længere holde til de barske arbejdstider; men hvad skal jeg så? Jeg ved det ikke, men jeg håber, jeg finder en løsning - snart.

tirsdag den 14. december 2010

Endnu en vest med stjerner

For et par år siden købte jeg opskriften til denne vest, mens jeg var på ferie på Færøerne. Siden da er det blevet til adskillige udgaver, i forskellige størrelser og farver. Denne gang er den rødbrun og hvid og som sædvanligt strikket i den islandske Létt-Lopi

lørdag den 11. december 2010

Gaven til mig selv

Det var kærlighed ved første blik; jeg måtte bare eje den. Så den hos Hårpynt på Facebook og skrev straks til Stine, som er den kreative kvinde bag mange fantastike smukke hårbøjler. Hun havde solgt den, hun havde, men tilbød at lave en ny, og nu er den havnet her i Aalborg hos en særdeles tilfreds ejer

torsdag den 2. december 2010

Kalendere

Selvom Svesken kun lige er fyldt et år, skulle hun da ikke snydes for julekalender. Jeg havde min egen, som min mor har syet, liggende i skuffen, så var det 'bare' at samle 24 pakker.
Kalenderen til højre er ny, den har Sveskens mor fået og selv hængt pakker på.