Sløjfer

søndag den 29. august 2010

Navia og Snældan

Jojo, det er skam garn, jeg taler om - og masser af det. For første gang havde jeg bil med til Færøerne, så jeg var jo næsten tvunget til at købe garn med hjem :)
Vi kørte til Toftir, hvor Navia holder til, og pyha, her var bestemt fristelser i lange baner. Garn fra gulv til loft i stueetagen og færdigstrik på 1.salen.

Jeg havde taget mine egne Naviahæfter med, så jeg for en gangs skyld kunne handle til bestemte projekter - om det så ender sådan, er jo en hel anden sag.

Det orange og det offwhite uld købte jeg faktisk i Lemvig dagen før vi tog afsted. Fandt tilfældigvis en skøn lille butik med masser af uld og valket strik. Det orange er jeg ved at omsætte til en vest med en stor krave, købt som kit. Det offwhite har jeg endnu ikke udtænkt projekter til.
På Færøerne blev det til masser af Navia-garn, ca 4,1 kg to-og tretrådet. Desuden 200 gr entrådet lilla fra Snældan, som skal omsættes til et færøsk sjal (to hvis der er garn nok).
Bogen er spækket med færøske mønstre, som jeg vil lege med i løbet af den næste tid

lørdag den 28. august 2010

Tilbage

Vi kom hjem fra Færøerne i tirsdags. Vi havde en fantastisk tur. Vejret var bestemt ikke med os, det regnede fra morgen til aften alle de dage, vi var der - på nær søndag, da vi skulle hjem.
Vi fik dog set en del. Efter 30 timer på Norrøna besluttede vi os for at starte med en tur rundt i Tórshavn. De næste dage kørte vi rundt på nogle af de meget smukke øer, og fik set en masse fantastisk skønne steder.


Her er nogle af de skønne steder, vi så - trøjen er ikke hjemmestrik, men fra Noa Noa
Flere billeder kan ses i mit Picasa-album

torsdag den 12. august 2010

Turen går til Færøerne

Datter, svigersøn og barnebarn  er kørt hjem. De tog hunden med til København; i morgen rejser jeg. Først kører jeg til Lemvig, hvor jeg skal til middag hos et par mennesker, som har bryllupsdag, de har holdt sammen i 55 år.
Lørdag sættes kursen så mod Færøerne. Jeg er kommet på de smukke øer gennem 30 år, men kun én gang har jeg sejlet, og det endda kun den ene vej. Denne gang sejler jeg begge veje, så jeg kan få bilen med. Planen er, at jeg vil rundt og se nogle af de steder, jeg ikke har set i mange år, og mon ikke bl.a. Navia er et besøg værd?

lørdag den 7. august 2010

Endnu en arbejdsweekend

Efter fem dejlige fridage, hvor jeg har taget mig sammen til at klippe hækken, er det atter tid til at arbejde. Denne weekend fra 18-06; bestemt ikke det tidspunkt jeg helst vil arbejde på, men det plejer at gå, når først jeg er mødt..
Denne weekend bliver det dog nemmere, når jeg kører hjem mandag morgen, har jeg ferie i fire uger

tirsdag den 3. august 2010

Færdigt tæppe

  
  Bomuldstæppet til mit barnebarn er færdigt. Nu mangler jeg bare, at den skønne sveske kommer på besøg - det gør hun heldigvis allerede i næste uge