Sløjfer

lørdag den 24. december 2011

Glædelig Jul

Klokken er 18, så mon ikke en stor del af jer har sat jer til et bord fyldt med god, traditionel julemad?
Jeg er lig emødt på arbejde, skal være her til kl 06 i morgen tidlig, men der er sørget godt for os - vi kommer bestemt ikke til at mangle noget.
Selvfølgelig vil jeg hellere have tilbragt aftenen med familien, men vi tager revanche på mandag :)

Glædelig Jul til jer alle!!

tirsdag den 20. december 2011

Pyyhh, hvor går det stærkt lige nu

Jeg arbejder 16-00 i denne uge. Juleaften skal jeg sågar arbejde 18-06, så det burde jo være rimelig nemt at komme gennem juledagene.
2. juledag kommer Datteren dog med sin kæreste og Svesken. Datteren vil gerne have julemad, når de kommer, så jeg slipper ikke helt for at komme ud og handle - godt jeg kan komme afsted fra morgenstunden.
I over en uge har jeg snottet helt vildt, håber sandelig, det forsvinder snart, så jeg ikke smitter Svesken.

torsdag den 8. december 2011

Kæmpesjal til veninde

En god veninde ønskede sig Det halve Kongerige i ekstra stor. Det er nu færdigt, og der er i hvert fald sjal nok til at gemme sig godt i hele vinteren


Sjalet er strikket i Navia Uno på p 7, så det er blødt og luftigt, selvom det er stort

lørdag den 3. december 2011

Lang arbejdsuge

Denne uge har været i arbejdets tegn. 3 dage á 08-16, torsdag 08-18, fri fredag og nu slutter den med 2x12 timer lørdag/søndag. Jeg har aldrig været vild med at arbejde 08-16, jeg når simpelthen ingenting, når jeg kommer hjem. I weekenden når jeg næsten kun lige at komme hjem, før jeg går i seng, så jeg kan være frisk til næste arbejdsdag. Men, her er så det gode ved det: når jeg kommer hjem søndag kl 18, har jeg fri indtil lørdag kl 18, dét er simpelthen det hele værd - hvor jeg dog glæder mig.

Og her får I lige et stemningbillede fra Sveskens fødselsdag:

Svesken er lige vågnet og forstår ikke helt det postyr, der er om hendes person, det er godt, man kan putte sig ind til mor 

mandag den 28. november 2011

Weekend i København

Svesken fyldte to år i fredags, så efter 1½ times søvn fredag morgen (var på job til kl 06) tog jeg toget til Hovedstaden med favnen fuld af gaver + 24 pakker til Sveskens julekalender.
Lørdag blev fødselsdagen holdt i et selskabslokale specielt til børnefødselsdage med hopperum, filmrum og diskotek. 25 børn og voksne var vi, så der var liv og latter hele eftermiddagen; dejligt
Søndag sidst på eftermiddagen skulle jeg så hjem med fly - og sikke en tur. Vejret var stadig nogenlunde fint i København, men jeg skal love for, det så anderledes i Aalborg, så vi fik noget af en hoppetur og piloten måtte bruge to forsøg for at få os ned. Kort efter lukkede lufthavnen; jeg er glad for, jeg nåede hjem.

tirsdag den 15. november 2011

Naviatrøje


Endnu en bestilling er færdig og klar til afsendelse. Eller, næsten klar til afsendelse. Da jeg satte trøjen på ginen, opdagede jeg til min skræk, at de sidste par cm på kraven var i en anden indfarvning end resten af trøjen. Nu er trøjen gået igennem, og det lader til, at jeg er sluppet med skrækken og de fire cm i kraven.
Trøjen er strikket i 3-tråds Navia, opskriften er fra Navia katalog nr 13

søndag den 30. oktober 2011

Torsdagens foredrag

Som skrevet i forrige indlæg, var jeg til foredrag med Christel Seyfarth i torsdags.
Der er ingen tvivl om, at CF er en levende fortæller, der elsker det, hun laver. Vi så nogle flotte billeder både af Fanø og af hendes strik, og der faldt da også et par tips af hist og her
En ganske hyggelig aften, hvor 190 glade kvinder var samlede

torsdag den 27. oktober 2011

Foredrag med Christel Seyfarth

I aften vil min veninde og jeg køre til Frederikshavn, hvor der er foredrag med Christel Seyfarth. Jeg glæder mig til at gramse på hendes smukke strik og høre, om der er mere nyt på vej

lørdag den 22. oktober 2011

Symaskinen er blevet støvet af

Jeg har ikke syet længe. Jeg kan egentlig godt lide at sy, men strikketøjet vinder som regel. Nu har jeg dog fået syet en nem hverdagskjole i jersey, så der er lidt nyt til arbejdsbrug


Både stof og mønster er fra Stof og Stil

torsdag den 20. oktober 2011

1. bestilling klar

Den første af de fire bestillinger, jeg har, er nu færdig. Jeg har valgt at strikke på dem alle på én gang, der er nemlig både lidt til snak og TV og lidt at koncentrere sig om.


Et stk Can Can tørklæde strikket på p nr. 7. Det har ikke været særlig sjovt at strikke i dette underlige netgarn, men det har været sjovt at se, hvordan det har snoet sig undervejs

onsdag den 12. oktober 2011

Trøje med færøsk islæt

For kort tid siden, strikkede jeg denne marineblå sweater, jeg fik dog ikke sat lynlåsen i. Det er nu gjort, og som mange af jer ved, er jeg temmelig begejstret for Færøerne, så jeg satte et lille færøsk flag på ærmet. Nu ligger den og duver i vaskemaskinen, så den bliver klar til brug i de kommende kolde dage.
Farven er bedst på billedet af ærmet


mandag den 10. oktober 2011

Kim Hargreaves strik

Jeg har købt min første strikkebog af Kim Hargreaves, men garanteret ikke den sidste. Jeg er helt vild med flere af opskrifterne deri, men lige nu har jeg nogle bestillinger, der skal være færdige, inden jeg går i gang.

Bogen hedder Heartfelt, og du kan se indholdet HER

tirsdag den 4. oktober 2011

Ingen kommentarer

Som mange andre i blogverdenen, kan jeg ikke lægge kommentarer for tiden. På nogle blogs går det fint, på andre forsvinder teksten bare.
Jeg følger stadig med rundt omkring, og jeg håber, jeg snart er istand til at lægge hilsner igen

lørdag den 1. oktober 2011

En ældre UFO er blevet til FO

Sidste efterår strikkede jeg Lavendula. Jeg begyndte sågar at sy den sammen, men jeg var ikke tilfreds, så den fik lov at ligge. Nu er den færdig - men jeg er stadig ikke tilfreds, jeg synes, ærmerne er for korte

Trøjen er strikket i marineblå Alpaca fra Drops, den vejer ca 435 gr og er blød og varm

søndag den 25. september 2011

Der må lidt farve til



Jeg bruger cardigan temmelig tit, så der må nye til af og til. Denne er strikket efter et ældre mønster fra Mayflower. Den er strikket i omvendt glat og med et lille mønster på ærmerne.Jeg har strikket i Navia Duo, vasket og med knapper vejer den 205 gr

onsdag den 21. september 2011

Hverdagen har slået til

Jeg startede på arbejde i mandags. Skulle op kl 04:10, så jeg sov ikke meget om natten, var bange for ikke at høre uret efter tre ugers ferie. Jeg kom dog op til tiden, og morgenrutinen slog automatisk til.
Den sidste uge af min ferie var jeg i sommerhus - uden Internet; det var lidt underligt, men jeg klarede det, endda uden at få abstinenser.
Jeg fik strikket en del i ferien, dog stadig på forskellige ting, så det eneste, der blev helt færdigt, er en kjole til Sveskens bamse, selvfølgelig mage til Sveskens

onsdag den 7. september 2011

Anden ferieuge er i fuld sving

De første dage af min ferie tilbragte jeg hjemme. Torsdag i sidste uge havde jeg først min Mor og en rigtig god veninde til frokost og eftermiddagskaffe, bagefter kørte jeg til Køge, hvor jeg fejrede fødselsdag fredag. Der var festuge, så jeg havde en pragtfuld dag sammen et par skønne venner, som havde arrangeret en dejlig dag/aften for mig.
Søndag eftermiddag kørte jeg til København, hvor jeg har tilbragt nogle dejlige dage sammen med Datter, Svigersøn og Svesken. Tirsdag var jeg på osetur - shoppede faktisk ikke ret meget, til gengæld faldt jeg ned af trappen efter et besøg i Noa Noa, så nu sidder jeg med en meget hævet, forstuvet fod.
Torsdag vender jeg snuden mod nord, og fredag kører jeg i sommerhus i Vejlby Klit, helt derude hvor Vesterhavet viser tænder, bare hunden og jeg; det bliver skønt med lange gåture, afslapning og strik

mandag den 29. august 2011

Endelig min tur

Min ferie er lige begyndt. Mens de fleste andre nød friheden, passede jeg mit job, men nu er det så min tur. Tre ugers frihed venter forude. Jeg har været på arbejde hele weekenden, så i dag var min første fridag - og jeg har i høj grad slappet af, sovet til middag og strikket.
De næste par dage vil jeg nyde dagene herhjemme, inden jeg kører til Sjælland på fredag.
Hold da op, hvor jeg trænger til denne ferie

lørdag den 27. august 2011

Torden og lynild

Jeg skal love for, det har lynet og tordnet over Aalborg i nat. Jeg vågnede ved et ordentligt skrald og hørte regnen piske ned.
Heldigvis har jeg endelig fået nyt tag på, og alle de 'fine' plasticbøtter, som jeg før har skrevet om her er væk fra vindueskarmen. Taget har bestået testen, alt var tørt indenfor her til morgen

tirsdag den 23. august 2011

Sjal fra Rasmilla


Mit første sjal fra Rasmilla er færdigt. Det blev ikke helt så stort, som jeg havde regnet med, jeg løb nemlig tør for bundfarven, inden alle striberne var strikkede. Det voksede dog en anelse efter en kort opskylning, og da det er superblødt, er jeg sikker på, jeg kommer til at bruge det ret meget.
Sjalet er strikket i Rasminas yndlingsgarn

mandag den 22. august 2011

Fiona til Svesken



Da Datteren og Svesken var på besøg blev der bestilt kjole til Svesken. Det blev Fiona, her strikket i Mandarin Petit i str 2 år

lørdag den 20. august 2011

Så kom Björk på banen


Björk har været undervejs et stykke tid, de sidste 14 dage har den bare manglet knapper. Den er strikket på bestilling og skal lune en lille pige, som har fødselsdag om en uge.
Opskrift fra Rasmilla og strikket i to-trådet Navia på p 3½.

tirsdag den 9. august 2011

Endnu en lille vest


Denne gang i str. ca 3-4 år. Mayflower Cotton 8, ren bomuld, og den vejer 91 gr

torsdag den 4. august 2011

Er her stadig

Jeg er her skam endnu. De seneste fem dage har jeg haft besøg af Datteren og Svesken, så der er ikke brugt meget tid ved min PC. I stedet er der blevet badet, hygget, leget og snakket, det har været rigtig dejligt.

fredag den 22. juli 2011

Navia på Færøerne

For kort tid siden åbnede Navia butik i SMS, som er et indkøbscenter i Tórshavn. I går fortalte min veninde så, at hun har fået job i butikken - det gør jo min adgang til garnet endnu nemmere - pyha, mon jeg har rygrad til det?

tirsdag den 19. juli 2011

En UFO's endeligt

Mens der stadig lå sne udenfor, strikkede jeg en en dejlig uldtrøje, som også nåede at blive syet sammen og vasket. Jeg fik sågar købt købt knapper til den. Jeg fik desværre lagt knapperne så godt et sted, at jeg ikke kunne finde dem igen, foråret kom osv osv
Nu er knapperne fundet og endda syet i - vinteren må dog godt vente længe endnu


Trøjen er strikket i 3-trådet Navia, opskriften er fundet i Navia hæfte nr 5

søndag den 17. juli 2011

Kaunivest til Svesken

Datteren havde set en vest til Svesken, og straks røg der en bestilling afsted til Mormor. Da jeg først kom igang og fik tydet diagrammet, lavede jeg to, der var garn nok. Der mangler knapper, dem må datteren selv vælge


Vestene er hæklede i Kauni fv EQ, de vejer ca 60 gr hver, og opskriften finder du her

onsdag den 13. juli 2011

Tara med blondekanten

I dag blev jeg endelig færdig med Tara. Det meste har været retstrikning og ret kedeligt, blondekanten har dog hjulpet lidt på det.


Jeg har strikket i to-trådet Navis på p 4, tørklædet vejer 149 gr efter vask, og opskriften er fra Mere feminin strik

søndag den 10. juli 2011

I mangel af færdig strik

Jeg strikker temmelig meget for tiden - på temmelig mange forskellige ting. Det gør jo selvfølgelig, at der ikke bliver så meget færdigt, så indtil da, må billeder af Svesken stå for tur.


Man kan jo ligeså godt få lidt sjov ud af, at der er faldet så meget regn i København, ikke sandt?

lørdag den 9. juli 2011

Svesken hos fotograf

Datteren har en veninde, som udover at være tegnsprogstolk, også er begyndt at fotografere. Hun manglede en barnemodel, og straks trådte Svesken til. Giv hende en pakke rosiner, og hun kvitterer med et stort smil


Billederne er taget af Camilla, på hendes hjemmeside ligger der flere billeder af Svesken

fredag den 8. juli 2011

Man må være god ved sig selv

I rigtig lang tid har jeg kigget på et glasvedhæng hos Glasseriet. Endelig tog jeg mig sammen til at få det bestilt sammen med en sjalsnål, og i dag ankom det så - men AK, vedhænget er i tre dele, det er da lige til at tude over
Til gengæld er den flotte sjalsnål intakt, og jeg har også modtaget garn fra http://www.rasmilla.dk/, nogle ngl i yndlingsgarnet og nogle i luksusgarnet, der kan blive til et par gode sjaler, jeg kan bruge den til


tirsdag den 5. juli 2011

Sommertæppe til Svesken

Når Datteren og Svesken rejser til Aalborg, foregår det med fly. Derfor er jeg udstyret som en dagplejemor med næsten alt, hvad der hører til sådan en Sveske-størrelse. Datteren ville gerne have et bomuldstæppe til at bruge i klapvognen, når de er her, så jeg fik instrukser om form og farver


Garnet er Mayflower Cotton 8, jeg har hæklet på nål nr 4, og der er brugt ca 300 gr

mandag den 27. juni 2011

Nogle sælger ud - andre ....

Violykke sælger ud af garn fra sit lager. Jeg kunne simpelthen ikke stå for dette lækre garn fra Karen Noe, så det er nu landet i Aalborg. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg skal bruge det til, men indtil da vil jeg nyde synet af garnet, som i virkeligheden har den skønneste lilla farve


mandag den 20. juni 2011

Stof og Stil og Udsalg

Stof og Stil startede udsalg i dag, og jeg måtte jo liiige afsted for at se, om der var noget, jeg ikke kunne undvære.


Jeg fik købt ind til  2 kjoler, 5 nederdele og 2 t-shirts, nu mangler jeg bare lidt ekstra tid til at få det lavet

fredag den 10. juni 2011

Cabaret for både døve og hørende

Min datter læser til tegnsprogstolk, og i dag har jeg været til cabaret på skolen. Udfordringen for de optrædende var, at den skulle kunne forståes af både døve og hørende. Jeg synes, de gjorde det rigtig godt, for mig var der et enkelt nummer med en vittighed kun med tegnsprog, dér måtte jeg give op.
Min datter skal give endnu en optræden, så jeg har taget barnebarnet med hjem (datterens hjem i København); hun kan efterhånden en del tegn, så jeg må vist til at tage mig sammen, hvis jeg skal følge med. Hun er dog ikke døv, så det varer nok ikke længe, før vi kan tale sammen.

torsdag den 9. juni 2011

Top blev til tunika


Det lækre garn jeg købte til Uldfestival i Saltum skulle være til en top. Da jeg var færdig med det antal mønstre, der skulle være, syntes jeg, den var for lang, så jeg besluttede at bruge alt garnet, og vupti blev det til en tunika - perfekt med gamacher eller tykke strømper til vinter.
Model Edith, Design Ellen Holm, det skønneste bløde uld - vejer ca 200 gr

tirsdag den 31. maj 2011

Kortærmet bluse

Endelig er den første af mine mange UFO'er færdig. Opskriften er fra et strikkehæfte, der kom med Hendes Verden for et stykke tid siden. Jeg har strikket i Opal strømpegarn, som jeg havde liggende, og blusen vejer 209 gr. Pga ribstykket i taljen så den meget mystisk ud undervejs, men resultatet er rigtig godt, og den sidder perfekt.

søndag den 22. maj 2011

Arbejde kontra fritid

I denne weekend har arbejdet vundet over fritiden, 2 x 12 timers arbejde, op 04:10, så er der ikke mange timer tilbage, når jeg også skal nå at sove.
Jeg har ellers en del UFO'er, der trænger til at blive gjort færdige; jeg tror, jeg vil hellige resten af maj måned til at gøre bare et par stykker færdige, eller i hvert fald lade være at starte nyt strik.
Nu tænker du måske: jaja, der er jo ikke mange dage tilbage, men ikke at starte nyt i ni dage kan altså blive svært nok for mig, især med alt det skønne garn, jeg har på lager.
Mon det kan lade sig gøre?


Dette billede er taget mod hovedingangen, lige på den anden side af glasbroen i midten bugter Limfjorden sig
Jeg sidder i højre bygning kun få meter fra fjorden

tirsdag den 17. maj 2011

Hjembragt fra Færøerne


Jojo, jeg fik da købt garn, mens jeg var på Færøerne. Øverst er der syv ruller i forskellige farver; det jeg har i forvejen, er nemlig i naturfarver. Der er ca. 1,3 kg i hver rulle
Nederst til venstre marineblåt til en trøje til mig selv, offwhite til en trøje til Svesken og turkis til ?? Jeg købte også et par færøske flag til at sætte på det ene ærme på min og Sveskens trøjer.
Alt garnet er to-trådet Navia
Til højre tre-trådet Navia til en trøje til en tidligere kollega, som også var med på Færøerne

mandag den 16. maj 2011

Uldfestival

Som mange andre trodsede jeg regnen og tog til Uldfestival i Saltum. Pyha, hvor var der mange flotte, fristende ting, men jeg købte ikke ret meget.
Det blev til 200 gr sart blå uld herfra og 6 knapper i fimoler herfra

onsdag den 11. maj 2011

Færøerne i solskin

Smukke billeder, der vist taler for sig selv

søndag den 8. maj 2011

Hjemme efter en fantastisk tur til Færøerne

Jeg kom hjem lørdag eftermiddag - hold da op, hvor har det været en helt vildt dejlig tur i skønne menneskers selskab.
Og jojo, jeg var også en tur forbi Navia, hvor jeg købte en smule !! garn. I morgen vil jeg lægge det op og fotografere, så I kan se alle de skønne farver, jeg har bragt med hjem, godt og vel 10 kg blev det til + det nyeste Navia opkriftshæfte

fredag den 29. april 2011

Ferie og Færøerne

Jeg har fri i næste uge, og i morgen kører jeg omborg på Norröna til Færøerne. Vi er 42, der skal følges ad, så der er vist ingen tvivl om, det bliver en fantastisk tur.
Vi har alle arbejdet det samme sted, dog fordelt over 30-40 år, så vi kender ikke alle hinanden, men mon ikke, vi får snakket en del 'gamle dage' .
Vi har planer om at køre på seightseeing på de smukke øer, og onsdag holder vi fest med endnu 40 tidligere kolleger
Hold da op hvor jeg glæder mig til den tur.

Her Saksun, et af de utallige smukke steder på Færøerne

onsdag den 27. april 2011

Som tidligere skrevet

havde jeg besøg af min dejlige Datter og den skønne Sveske i dagene op til Påske. Her er lige et billede af Svesken og den meget stolte Mormor

tirsdag den 26. april 2011

Det var dén Påske!

Påsken i år har stået en del i arbejdets tegn. Jeg havde fri torsdag, arbejdede 18-06 fredag og sov det halve af lørdagen.
Søndag kørte jeg til stranden, så Simba kunne komme ud at bade. Hold da op, hvor han nød det, og da vi kom hjem, gik han direkte i sin kurv og lagde sig til at sove.
Mandag var jeg igen på arbejde 06-18 - tja, så var Påsken gået.
Heldigvis starter jeg en uges ferie fra torsdag eftermiddag - jeg glæder mig

mandag den 18. april 2011

Før Påske besøg

Fredag sidst på eftermiddagen hentede jeg min Datter og Svesken i Aalborg Lufthavn. Jeg har ikke set dem siden januar, så Svesken var da også lidt tilbageholdende. Måtte dog gerne holde hende, bare hun stadig kunne se sin mor.
Lørdag morgen havde hun en forfærdelig hoste, og efter middagsluren var det helt galt. Hun lød som en søløve og kunne næsten ikke trække vejret. Vi kørte til vagtlægen, som efter et check sendte os videre til børneafdelingen, som konstaterede falsk strubehoste.
Efter flere undersøgelser og medicin bl.a. i maske, kunne vi tage hjem - otte timer tog det, så vi var noget trætte alle tre, og Svesken faldt da også straks i søvn. Nu har hun det fint bortset fra en grim hoste, som forhåbentlig snart forsvinder.

torsdag den 14. april 2011

Osse mig

Jeg har overgivet mig. Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville følge trenden med at strikke Camomille, men nu kunne jeg ikke styre mig længere - heldigvis, for hold da op, hvor er det dejligt at have på.
Jeg har strikket det i to farver (kan ikke huske, hvad de hedder) højlandsgarn fra garnudsalg.dk, 4 pinde med begge farver og fire pinde med den mørkeste, og det vejer 219 gr

onsdag den 13. april 2011

Clara er klar

Endnu en Clara er færdig. Denne gang er den strikket i alfarød højlandsuld fra garnudsalg.dk. der er brugt 44 gr til str 1½ år

tirsdag den 29. marts 2011

Hvor bliver tiden af?

Jeg er her endnu. Jeg når dog ikke en brøkdel af det, jeg gerne vil. Arbejdet tager en del af min fritid, men der bliver strikket, gør der - i lange baner; flere ting ad gangen, så lige pludselig får jeg trøjer og veste færdige, og til den tid skal der nok komme billeder.
Torsdag morgen i sidste uge faldt min far derhjemme, hvad der gik forud er uopklaret, men resultatet er til gengæld særdeles synligt: et brækket kindben, et blåt øje og et stort blå/sort mærke ved læben. Han fik kindbenet sat på plads og er hjemme igen, godt min mor stadig er frisk og kan lave noget god mad, der er let at tygge

onsdag den 9. marts 2011

Tøsevest

       Der er røget en lille pigevest af pindene, strikket i Kauni på p 3.

Opskriften har jeg fundet her: http://www.familiejournalen.dk/

tirsdag den 22. februar 2011

Sveskens nye jakke

Naturgarnet fra Designværkstedet er nu blevet omsat i en dejlig, tyk, blød jakke til Svesken - håber hun kan passe den, det kan være lidt svært at ramme størrelsen, når jeg ikke ser hende så tit.

fredag den 18. februar 2011

Kortslutning

Mit livs mange knubs, alle dem jeg var overbevist om, jeg kunne klare selv, sammen med længere tids stresspåvirkning, har nu kortsluttet min hjerne. Det er blevet tid til reparation.
Mens det står på, vil jeg bruge min sparsomme energi på at passe mit arbejde; fritiden foregår hjemme i sofaen med et godt strikketøj, og forhåbentlig bliver der også overskud til et par ord og lidt nyt strik her nu og da

lørdag den 12. februar 2011

Lørdag på jobbet

Jeg er på arbejde i dag. Skulle have været på arbejde fredag 18-06, men hold da op, hvor jeg ikke bryder mig om den vagt. Heldigvis har jeg en ung kollega, som ikke kan lide at stå tidligt op, så vi byttede: han har arbejdet fredag aften/nat, nu er jeg her så i stedet fra 06-18.
Traditionen tro, har vi rygende travlt, men jeg har lige givet mig selv fem minutters pause, inden jeg bliver helt kulret i hovedet

søndag den 6. februar 2011

Værktøj skal der til

Efter vandskaden i bad og gang smed jeg skabene i min gang ud. Jeg har købt en kommode til erstatning (det koster en del udsmidning at få plads til det, der var i tre dobbeltskabe i en kommode). Den skal dog samles, og da jeg fik pakket den ud, fandt jeg en pose med 291 skruer, møtrikker og andre dimser. Det fik mig til at investere i den skruemaskine, jeg har ønsket mig i flere år men været for nærig til at købe (299 kr). Nu har jeg taget mig sammen og vidunderet er købt

Lige nu står den til opladning, i morgen skal den i arbejde og bevise, at pengene er givet godt ud

fredag den 4. februar 2011

Weekend forude

Fredagen er i fuld gang. Jeg er mødt kl 06 i denne uge; det betyder meget tidligt op, men til gengæld også tidligt fri.
Efter arbejde skal jeg en tur i Designværkstedet, det Naturuld, jeg købte, rækker ikke til jakken til Svesken, så der skal købes extra. Gad vide, om jeg kan nøjes med at købe det ene nøgle garn? Det er jo ikke, fordi jeg mangler, men jeg kan bestemt fristes alligevel
Jeg skal også til guldsmeden. I 14 år har jeg båret det fineste armbånd med led i guld og hvidguld; nu er det slidt op og kan næsten ikke hænge sammen. Jeg har dog valgt at få det forstærket, så jeg i det mindste kan bruge det ind imellem. Mit håndled føles nøgent, må vist se mig om efter et nyt, jeg kan bruge til hverdag

lørdag den 29. januar 2011

Jakke til Svesken

For et par dage siden, blev jeg færdig med denne jakke til Svesken; den manglede bare knapper. Sveskens Mor ville gerne have knapper til at sætte lidt kulør på jakken, så det blev disse gule kugler, som jeg fandt i Stof2000.
Jakken er strikket efter en opskrift fra Drops, den er strikket i lilla Merino Extra Fine fra Drops og offwhite Smart fra Sandnes. Nu skal den bare vaskes og derefter sendes til København, hvor jeg håber, den vil varme Svesken godt i kulden

onsdag den 26. januar 2011

Tandlæge og lidt trøst

Jeg har været hos tandlægen i dag, bortset fra at blive stukket i, er det at gå til tandlæge det værste, jeg ved.Jeg overlevede dog endnu engang, og bagefter syntes jeg, jeg havde fortjent lidt trøst. Jeg er så 'uheldig', at min tandlæge bor lige over Designværkstedet i Aalborg, så det var jo nærliggende at søge trøst dér.
Jeg styrede mig dog og nøjedes med at købe tre ngl lilla Naturgarn, som skal omsættes til en jakke til Svesken.



lørdag den 22. januar 2011

Arbejdsweekend

Der er både gode og ikke så gode sider af skifteholdsarbejde.
I denne weekend skal jeg arbejde 18-06 både lørdag og søndag. Det er bestemt ikke det tidspunkt, jeg sætter størst pris på at arbejde, men jeg er til gengæld ret glad for den uges fri, jeg har, når jeg træt kravler under dynen mandag morgen.

tirsdag den 18. januar 2011

Uventet tur til Hovedstaden

Efter arbejde i weekenden, holder jeg nogle dage fri. Jeg er ved at male i gangen, satsede på at blive færdig tirsdag. Sådan kom det dog ikke til at gå. Mandag eftermiddag ringede min datter, Svesken er syg og kan ikke komme i vuggestue, og min datter skal tre dag i praktik og kan ikke blive hjemme.
Pensel og malerrulle blev rengjort, tandbørste og strikketøj pakket og afsted til København.
Og det er nu heller ikke så tosset, mon ikke jeg kan nå at komme ud og ose lidt, inden jeg skal hjem igen

lørdag den 15. januar 2011

Gammel rønne

Da jeg for tre år siden flyttede til Aalborg og skulle finde en bolig, stod valget mellem en ældre rønne tæt på byen eller noget nyere nord for Limfjorden. Jeg valgte rønnen, da beliggenheden er perfekt til mig, og det valg har jeg heller ikke fortrudt. Efterhånden som pengene er til det, skal rønnen opdateres til en solid bolig, og mange ting er da også forbedret.
MEN: i aftes øsregnede det samtidig med tøvejret, og det er mit tag ikke helt gearet til, så resultatet lige nu er, at vindueskarmen er ryddet for blomster, som er erstattet af bøtter og klude til opsamling af det vand, der pibler ind - ØV

fredag den 14. januar 2011

Tørklæde på bestilling


Tørklæde hæklet i Lanett, 1 ngl af hver farve

torsdag den 13. januar 2011

Danseringe

Den færøske tradition med at danse hånd i hånd i lange kæder, er stadig levende til bl.a. bryllupper og andre store fester på Færøerne. Danseringene bruges bl.a. i strik, som her i vesten til Svesken.


 Vesten er strikket i naturfarvet Navia Duo med sort dansering, der er brugt ca 50 gr garn

onsdag den 12. januar 2011

Vest til Svesken

Da datter og Sveske var her til jul, fremkom et ønske om en vest til Svesken. Valget faldt på Clara, garnet fandt jeg i restekurven, så den blev strikket i ren bomuld; måske ikke så vinteragtig, men sød blev den.


mandag den 10. januar 2011

Nytårskoncert

Jeg var til Nytårskoncert i Esbjerg i går. En rigtig dejlig koncert med musik, jeg bliver glad af at høre på. Bagefter var der lækker mad og en lille tur ud i Esbjergs rolige natteliv, inden hotellet blev indtaget.
Efter morgenmaden gik turen til Fanø. Her er alt stort set lukket på denne årstid, men jeg nåede dog indenfor hos Håndarbejdets Fremme, inden frokosten blev indtaget på Fanø Krogaard.
Nu er jeg hjemme i det Nordjyske igen, beriget af skønne oplevelser og dejligt selskab

(jeg havde skam taget kameraet med, det nåede bare aldrig op af tasken)

onsdag den 5. januar 2011

Vest igen igen + Nessie

 I forsøget på at tage det lidt roligt, har jeg intensiveret strikningen, ikke meget andet får mig til at slappe af som et dejligt strikketøj

Det er blevet til en Nessie, strikket i et uld/tweed garn, jeg har fået fra Færøerne for nogle år siden.


Det er også blevet til endnu en vest i Létt-Lopi, denne gang i lyseblå. Jeg har oprettet butik på Amio, hvor jeg lægger mit strik ud efterhånden, som jeg får det færdigt, og vestene er ret populære, så jeg når ikke at få en til mig selv