Sløjfer

fredag den 22. juli 2011

Navia på Færøerne

For kort tid siden åbnede Navia butik i SMS, som er et indkøbscenter i Tórshavn. I går fortalte min veninde så, at hun har fået job i butikken - det gør jo min adgang til garnet endnu nemmere - pyha, mon jeg har rygrad til det?

tirsdag den 19. juli 2011

En UFO's endeligt

Mens der stadig lå sne udenfor, strikkede jeg en en dejlig uldtrøje, som også nåede at blive syet sammen og vasket. Jeg fik sågar købt købt knapper til den. Jeg fik desværre lagt knapperne så godt et sted, at jeg ikke kunne finde dem igen, foråret kom osv osv
Nu er knapperne fundet og endda syet i - vinteren må dog godt vente længe endnu


Trøjen er strikket i 3-trådet Navia, opskriften er fundet i Navia hæfte nr 5

søndag den 17. juli 2011

Kaunivest til Svesken

Datteren havde set en vest til Svesken, og straks røg der en bestilling afsted til Mormor. Da jeg først kom igang og fik tydet diagrammet, lavede jeg to, der var garn nok. Der mangler knapper, dem må datteren selv vælge


Vestene er hæklede i Kauni fv EQ, de vejer ca 60 gr hver, og opskriften finder du her

onsdag den 13. juli 2011

Tara med blondekanten

I dag blev jeg endelig færdig med Tara. Det meste har været retstrikning og ret kedeligt, blondekanten har dog hjulpet lidt på det.


Jeg har strikket i to-trådet Navis på p 4, tørklædet vejer 149 gr efter vask, og opskriften er fra Mere feminin strik

søndag den 10. juli 2011

I mangel af færdig strik

Jeg strikker temmelig meget for tiden - på temmelig mange forskellige ting. Det gør jo selvfølgelig, at der ikke bliver så meget færdigt, så indtil da, må billeder af Svesken stå for tur.


Man kan jo ligeså godt få lidt sjov ud af, at der er faldet så meget regn i København, ikke sandt?

lørdag den 9. juli 2011

Svesken hos fotograf

Datteren har en veninde, som udover at være tegnsprogstolk, også er begyndt at fotografere. Hun manglede en barnemodel, og straks trådte Svesken til. Giv hende en pakke rosiner, og hun kvitterer med et stort smil


Billederne er taget af Camilla, på hendes hjemmeside ligger der flere billeder af Svesken

fredag den 8. juli 2011

Man må være god ved sig selv

I rigtig lang tid har jeg kigget på et glasvedhæng hos Glasseriet. Endelig tog jeg mig sammen til at få det bestilt sammen med en sjalsnål, og i dag ankom det så - men AK, vedhænget er i tre dele, det er da lige til at tude over
Til gengæld er den flotte sjalsnål intakt, og jeg har også modtaget garn fra http://www.rasmilla.dk/, nogle ngl i yndlingsgarnet og nogle i luksusgarnet, der kan blive til et par gode sjaler, jeg kan bruge den til


tirsdag den 5. juli 2011

Sommertæppe til Svesken

Når Datteren og Svesken rejser til Aalborg, foregår det med fly. Derfor er jeg udstyret som en dagplejemor med næsten alt, hvad der hører til sådan en Sveske-størrelse. Datteren ville gerne have et bomuldstæppe til at bruge i klapvognen, når de er her, så jeg fik instrukser om form og farver


Garnet er Mayflower Cotton 8, jeg har hæklet på nål nr 4, og der er brugt ca 300 gr