Sløjfer

mandag den 31. december 2012

Nytår



2012 er ved at rinde ud. Jeg er på arbejde til kl 18; bagefter vil jeg skynde mig hjem og klæde om for at mødes med dejlige venner fra min tid på Færøerne. Vi skal holde festen i et sommerhus i Saltum; det glæder jeg mig rigtig meget til.

Jeg har endnu ikke reflekteret over det gangne år, det må vente til i morgen, hvor jeg også vil gøre mig overvejelser over, hvad jeg gerne vil have ud af 2013.

Mit garnforbrug er dog gjort op: 33 stk strik, forbrug ialt ca 7.535 gr, hvis jeg har fået alt talt med.

Jeg sætter stor pris på mit blogger'liv'. Jeg nyder at følge med og blive inspireret. Jeg græder en tåre eller to, når I fortæller om nedture, og jeg griner højlydt, når I fortæller om opture og sjove hændelser.
Jeg sætter meget stor pris på alle de skønne kommentarer, jeg har fået i løbet af året, og jeg håber at høre mere til jer i 2013.



søndag den 23. december 2012

Sne til Jul


Det har føget hele dagen, så der skulle skovles en sti, inden jeg kunne få bilen ud, så jeg kunne komme på job.
Jeg synes, det er hyggeligt med sne, men altså kun, når jeg ikke skal ud at køre. Jeg kom fint på job, men jeg skal love for, jeg skøjtede noget rundt undervejs.
I morgen må det gerne være væk for min skyld, til frokost hopper jeg på et tog til København, hvor jeg skal holde Jul med Svesken.

Rigtig glædelig Jul til jer alle

fredag den 21. december 2012

Endnu en Svesketrøje


Da jeg var på Færøerne i marts, købte jeg mønster og garn til denne varme trøje. Jeg kom også i gang, men da jeg var færdig med bullen, blev strikketøjet af en eller anden grund lagt væk; der må have været noget mere interessant, der trængte sig på.
Nu er trøjen endelig færdig, og hvis Svesken skal nå at bruge den, er det da også på høje tid.
Trøjen er strikket i 2-trådet Navia på p. 3½, og den vejer 152 gram incl. lynlås

mandag den 10. december 2012

Flere får varmet ørerne



Et par piger kan snart varme ørerne med hver sin stjernehue, mens deres storebror får lidt mere mønster i sin hue.
De er alle tre strikket i Navia Duo, stjernehuerne vejer 32 og 34 gr, mens herrehuen vejer 45 gr, så der er ikke svundet meget i Navia-lageret.
Det søde dådyr fik jeg i julegave af Svesken sidste år, nu har det fået et lille hæklet halstørklæde på

fredag den 30. november 2012

For en gangs skyld ....

.... har jeg været i god tid med køb af julegaver.



I søndags fyldte Svesken 3 år, og da jeg alligevel havde bilen med, fik jeg købt julegaverne, så jeg kunne få dem med til København - til jul tager jeg nemlig toget, og så er jeg fri for at slæbe.
Og hvad sker der så? De fleste af de gaver, jeg har købt, er nu sat ned - hver især med et par hundrede kroner. Indrømmet, jeg har lidt svært ved at holde julestemningen i top, når jeg ser sådan noget - irriterende er det i hvert fald

mandag den 26. november 2012

Lidt lunt til Svesken


Datteren sendte et link med smukke huer til mig, hun mente bestemt, de kunne kreeres billigere end de 499 kr, de stod til. Det havde hun jo ret i, så nu har Svesken fået sig en ny hue. Desværre kommer den lilla ikke til sin ret her, i virkeligheden er den super flot
Strikket i 2-trådet Navia på p 3½. Jeg fik den ikke vejet, men det er ikke meget garn, der er brugt.

søndag den 18. november 2012

Let og lun

Nu kan kulden bare komme an, en ny tyk varm trøje er smuttet af pindene

 

Trøjen er strikket i Léttlopi, 363 gr har jeg brugt, jeg har nemlig strikket den ekstra lang, så den kan varme godt om bagen, når hunden skal luftes.
Jeg har brugt to forskellige opskrifter fra Mayflower. Jeg begyndte med denne men da jeg nåede til ærmegabet, kom jeg i tanke om, at mønstret ville gøre sig bedst med raglanindtagninger, så resten er strikket efter denne .  Ribkanterne er strikket på p 7, resten på p 8

onsdag den 14. november 2012

Mens 2012 var ganske nyt

fik jeg færdiggjort en lang cardigan til en god kollega. Jeg fik hæftet de sidste ender på en nattevagt, inden jeg skulle på ferie, så trøjen blev afleveret uvasket og uden knapper.
Det er der rådet bod på for længe siden, men det er først nu, der er blevet taget billeder af den færdige trøje


Opskriften er fra Drops, jeg har strikket i Karisma på p 4 - jeg kan ikke huske, hvor meget garn, jeg brugte

mandag den 12. november 2012

Sol og strik


Er der nogen bedre måde at starte en ny uge på end at sidde med strikketøjet og drikke kaffe, mens solen skinner på næsen?



Jeg er igang med ærme nr. to til en 'Nørgaard'-trøje, strikket i Léttlopi.
Min grønne Samsø ligger en smule underdrejet, jeg er løbet tør for garn, men håber stadig på at få fingrene i endnu et fed, så jeg kan få den strikket færdig

søndag den 4. november 2012

Lidt lunt til halsen


174 gr 2-trådet Navia i mørk grå er nu omdannet til et godt, lunt halstørklæde til Færingen. 21 x 387 cm er det. Jeg slog 420 m op på p 5 og strikkede ret til ønsket bredde. Det har været meget kedeligt at strikke, men resultatet er perfekt, da tørklædet kan komme flere gange rundt om halsen.

torsdag den 1. november 2012

Uglerne faldt i god jord

Da jeg skulle til København i efterårsferien, fik jeg ikke pakket ordentligt; jeg glemte ugletrøjen, som jeg ellers havde fået gjort færdig bortset fra øjnene.
Datteren og jeg fulgtes i Handler, en super skøn forretning, der har alt i tilbehør til den syglade. Vi fik købt de 24 knapper, der skulle få uglerne til live, og så snart jeg kom hjem, syede jeg dem på og sendte trøjen til København.
Heldigvis passer den, og Svesken er rigtig glad for den


mandag den 29. oktober 2012

Halloween i Tivoli

I efterårsferien var Færingen og jeg nogle dage i København.
Søndag var der 'lovet' en del regn, men vi trodsede udsigterne og tog til Staden. Vi spiste brunch på Krasnapolski og gik derefter i Tivoli, som var pyntet op til Halloween.
Pga vejret var der ikke voldsomt mange i Tivoli, så der var rig mulighed for Svesken til at prøve forskellige forlystelser. Hun er ved at være for stor til de langsomme forlystelser, og hun fik da også prøvet en ret hurtig rutchebane, som hun var meget fornærmet over at skulle forlade igen.
Vi havde en rigtig skøn dag - og nød da bestemt også de resterende dage, inden vi atter vendte snuden mod Nordjylland.

mandag den 22. oktober 2012

Kolde ører

Efteråret er over os, og det er ved at blive koldt. Færingen, som arbejder offshore, fryser sine ører frygteligt, når han bevæger sig rundt i højderne ude på Nordsøen. Derfor har jeg nu strikket ham en hue, han kan have på under sikkerhedshjelmen på jobbet.


Huen er strikket i Navia Duo på p 3½, sølle 33 gr har jeg brugt

onsdag den 10. oktober 2012

Trøje i Verdi


Endnu et af de fire projekter er færdigt. En tyk, lækker vams strikket på p. 10 i Verdi fra Garnstudio. Der er opskriften også fundet - nu håber jeg bare, modtageren bliver tilfreds med den

onsdag den 3. oktober 2012

Ugler på rad

I noget nær evigheder har jeg lovet Datteren at strikke en ugletrøje til Svesken. Nu er den endelig færdig, der mangler kun knapøjnene; dem finder vi sammen, når jeg er i København i efterårsferien.

.

Trøjen er strikket i Paris fra Garnstudio, den vejer 194 gr og er strikket på p 5 og 5½. Opskriften har jeg købt på Ravelry.com . Det er første gang, jeg bruger en engelsk opskrift, og det er første gang, jeg bruger magic loop til at strikke ærmer. Begge dele gik dog helt uden problemer.

Lad maskerne løbe

hedder et arrangement  på Hovedbiblioteket i Aalborg på lørdag, den 6. okt fra 13 - 15.
Edith Vindelev kommer forbi og fortæller om strik og viser modeller fra den aktuelle strikkeverden.
Det foregår i Glashjørnet, og der er hverken tilmelding eller entré

Se mere her: Hovedbiblioteket i Aalborg

fredag den 28. september 2012

På pindene lige nu

Jeg har gang i mange skønne ting for tiden. 
Den grønne med de mange snoninger, er Samsø fra Kunsten at strikke en Ø; den er til mig selv.
Den sorte er Eng fra Strik Naturligvis og til en god veninde.
Den lilla er en ugletrøje til Svesken, opskriften har jeg købt på Ravelry
Verdi er lige ankommet til hjemmet, det skal omsættes til en varm trøje til en kollegas datter
Jeg kommer vist ikke til at kede mig det næste stykke tid 


tirsdag den 18. september 2012

Lidt farve i hverdagen



Jeg bruger rigtig meget cardigan, og kan næsten ikke få for mange af dem. Jeg strikket i Muskat fra Drops. Jeg strikker sjældent i ren bomuld, da jeg ikke kan få det jævnt, men denne gang er det gået fint.
Ca 545 gr har jeg brugt, opskriften er fra Kreativ Strik. Cardiganen er skøn at have på, den er en smule figurstrikket og på trods af, jeg har strikket i bomuld, er den ret varm.

mandag den 10. september 2012

Ferien er forbi, arbejdet har kaldt

Fire fantastiske ferieuger er fløjet afsted. For første gang i flere år har jeg ikke været ude at rejse, men vejret har jo været fantastisk, så det har været dejligt at være hjemme.

Den første ferieuge havde jeg jo besøg af Datteren og Svesken, hold da op, hvor jeg nød det gode selskab.

For mange år siden var jeg udstationeret som konstabel til Færøerne; vi har en skøn soldaterforening for alle, der har gjort tjeneste der gennem ca 50 år, og den første weekend i september mødtes vi til generalforsamling med efterfølgende fest. Det er altid dejligt at dele røverhistorier, som tit bliver bedre med årene.

Jeg er også blevet et år ældre i ferien. Jeg holdt ikke det store i den anledning, men dejlige gaver fik jeg alligevel, nu går jeg i hvert fald ikke ned på skønt udstyr.


Desuden fik jeg billetter til Madam Butterfly i Operaen med overnatning i København af Færingen, han ved nemlig også, hvad jeg kan lide.

I dag var så første arbejdsdag. Vækkeuret ringede kl 04:10, men da havde jeg ligget vågen en times tid af skræk for at sove over - den manglende søvn klarede jeg med en lur efter arbejde.

Gad vide, hvor længe jeg skal være på job, før jeg kan søge mere ferie? :-)

fredag den 31. august 2012

Lidt selvforkælelse

Gennem længere tid har jeg fulgt de fantastiske kreationer, der kommer til live hos denne dygtige blogger . For nogle dage satte hun nogle lækre makeup-punge til salg, og jeg var ikke sen til at få bestilt denne dejlige sag:


Jeg har fyldt den med min yndlingsmakeup, og den forskønner nu mit gamle badeværelse


tirsdag den 21. august 2012

Alle gode gange 3

Da jeg var færdig med mit første Halve Kongerige, var jeg fast besluttet på, jeg ikke ville strikke flere. Ikke fordi det er svært at strikke, tværtimod, men pga alle spiserne, som jeg synes tager en evighed at strikke.
Ikke desto mindre strikkede jeg jo endnu et, som jeg gav Datterens svigermor - og nu har jeg minsandten strikket endnu et, denne gang er Datteren modtager. Mon ikke jeg strikker et til mig selv på et tidspunkt.


Denne gang har jeg strikket i en-trådet Snældan, indkøbt på Færøerne for et par år siden. 99 gr har jeg brugt. Garnet er ikke så dejligt at strikke med som Navias garn, det er lidt hårdt og lugter ikke specielt godt, men det ændrer sig heldigvis efter vask. Sjalet er mere lilla, end jeg har formået at fotografere.

mandag den 20. august 2012

Første ferieuge fløj afsted

Hele min første ferieuge var jeg så heldig at have selskab af Datteren og Svesken, ja den første weekend var Svigersønnen her også, men han måtte rejse hjem søndag, da han skulle på arbejde mandag morgen.
Ugen fløj afsted. Vi blev trakteret med masser af skønt hjemmebag hos gode venner i Skagen, vi hoppede på trampolin og spise vafler med is og syltetøj hos skønne venner i Bjergby, og vi nåede et par gode besøg hos Olderne, så vi nåede slet ikke at kede os.
Lørdag skulle Datteren og Svesken til bryllup i Viborg, og derfra gik turen atter til København. Jeg var træt, da de kørte, men for pokker hvor jeg nød deres dejlige selskab.


Mine skønne tøser på vej til bryllup

Da vi kom hjem fra Skagen stod denne smukke buket udenfor min dør - med kærlige hilsner fra Færingen, som opholder sig i Cameroun for tiden


søndag den 12. august 2012

Endelig er det min tur

Ferie!!
Det har været drøjt at se kollegerne tage på ferie og vende friske tilbage, mens mine arbejdsuger bare fortsatte - frivilligt, men alligevel sejt.
Men nu er det gode vejr for alvor kommet, og jeg starter fire ugers ferie - lige nu.
I denne uge har jeg fornøjelsen af Datteren og Svesken, en hel uge skal jeg nyde dem, sikke da en dejlig start på ferien


fredag den 10. august 2012

Appelsiner i trøjen


Den gule trøje har fået små appelsinknapper i. Jeg fandt dem for længe siden på Amio, og jeg synes faktisk de passer ret fint. Til trods for knapperne er trøjen blevet til en bluse. Jeg havde problemer med retkanten foran, uanset hvor stramt, jeg strikkede den, havde den tendens til at flane. Da knapperne var syet i, så det skrækkeligt ud, og jeg valgte derfor at sy kanten sammen foran.
Jeg ved ikke, hvad der sker med mig og strik for tiden, denne bluse er blevet for lille, så nu overvejer jeg dens videre skæbne.

Uventede gæster

Jeg fik uventede gæster den anden eftermiddag, dog ikke af den slags gæster, man byder på kaffe. En lille forpjusket fulg forvildede sig ind gennem havedøren og baskede rundt i stuen. Efter lidt basken, faldt den til ro på min reol, hvor den samlede kræfter til at finde vejen ud

søndag den 5. august 2012

Opdatering om dit og dat

Min far kom hjem fra aflastning for et par uger siden, og ligger nu i en hospitalsseng hjemme i stuen; det ser desværre ikke for godt ud. Der kommer masser af hjælp hver dag, men min mor føler, hun bor på en banegård; hun er både fysisk og psykisk meget påvirket; det er en hård tid for dem begge. Jeg kører forbi, så tit jeg kan, men føler egentlig aldrig, det er nok, den dårlige samvittighed tynger konstant.
Heldigvis er der også positive ting i mit liv. Jeg ser stadig færingen, og sommerfuglene lever i bedste velgående. Han er temmelig utilregnelig, når det kommer til arbejdstider, jeg ved aldrig helt, hvornår han er ude eller hjemme, men jeg nyder hvert et minut, når han er her.
Og så har jeg færdiggjort Karla helt efter opskriften. Vil min datter ikke have den, sætter jeg den til salg på Amio, og så har jeg jo også en god grund til at strikke en ny til mig selv
Når jeg nu er ved opdateringerne: jeg mærker kun sjældent noget til hedeturene, gad vide om jeg virkelig er sluppet så let, eller der kommer mere senere? Lige nu nyder jeg det i hvert fald

torsdag den 2. august 2012

Operation oprydning

Jeg har startet en kæmpe oprydning i mit krearum, som aaalllt for længe har set forfærdeligt ud. Jeg skal love for, jeg finder mange spændende ting derinde, bl.a. en del UFO'er.
Jeg har besluttet af tage dem én ad gangen, efterhånden som jeg får fingrene i dem. Indtil videre er to halvfærdige cardigans pillet op og garnet gemt i poser med labels, der fortæller, hvor meget der er og strikkefastheden, så det bliver nemt at bruge til et senere projekt.
Jeg gør også lidt færdigt:


Denne trøje strikkede jeg egentlig til Svesken, men da jeg nåede til knapperne, var den ikke længere interessant, og nu er hun forlængst vokset fra den. Nu er knapperne syet i, og trøjen sat til salg på Amio
I en anden bunke lå et sengetæppe, som jeg har hæklet på, når jeg trængte til pause fra strikkepindene. Her skulle hæftes et hav af ender og hækles en kant på.


Enderne har jeg klaret, kanten må komme på, når jeg engang når frem til posen med resten af garnet. Det er faktisk det tredje tæppe, jeg hækler efter dette mønster, så til næste tæppe må jeg finde på noget andet.
Tæppet er hæklet i sort Hæklegarn nr.5 på nål 3, og jeg har brugt ca 20 ngl


lørdag den 28. juli 2012

Den gule trøje


I søndags fik den gule trøje ny ejermand i Paris - nu er min helt egen gule trøje færdig. Den er strikket i det smukke garn, jeg købte hos Weller til Saltumfestivalen. Opskriften har jeg fundet på Drops
112 gr vejer den, nu går jagten ind på smukke knapper dertil

fredag den 20. juli 2012

Karla


Karla er næsten færdig. Den har været en fornøjelse at strikke, udpræget TV-strik. Så snart halskanten var strikket, prøvede jeg den på. Den passer perfekt - men den er ALT for kort, den når mig kun til midt på lårene, og det går altså ikke.
Kan det lade sig gøre at forlænge den i den nederste kant, så det bliver pænt? Ellers ryger den til salg, jeg orker ikke at pille det hele op igen.

Karla er strikket i Rasmillas Luksusgarn, og jeg har brugt 4 ngl i fv Kul og et ngl i fv Sand

Snart weekend

Om ca tre timer går jeg på weekend. Det har været en rolig uge på jobbet, alligevel er jeg træt. Hele ugen har uret kimet ubarmhjertigt kl 04:10 (det burde egentlig være forbudt), så nu ser jeg frem til et par rolige dage, hvor jeg vil nyde at sove længe.
Bortset fra lidt havearbejde har jeg ikke lagt planer, så mon ikke der kan blive tid til at få kigget den lille Bernina efter i sømmene

Rigtig god weekend til jer alle

søndag den 15. juli 2012

En lille Bernina er flyttet ind


Datteren har længe ønsket sig en overlocker. Sidst hun havde fødselsdag, gav jeg hende et gavekort til Kjærgaard Symaskiner. Hun har checket på nettet og spurgt omkring, hvilken maskine, hun skulle investere i. Da jeg besøgte hende for to uger siden, havde hun besluttet sig for en Bernina 700D. Hun fik en snak med forretningen i Hjørring, og da hun bestilte, fik jeg hende til at bestille en til mig også. Jeg vil gerne sy mere, end jeg gør, og nu er der vist ingen undskyldning - det skal da lige være, hvis jeg ikke kan finde ud af at bruge den.


Ellers har det været en sej uge; efter et fald kom min far i aflastning i tirsdags, han kan ikke stå på sine ben og derfor heller ikke længere klare sig selv. Min mor har været plaget af dårlig samvittighed over ikke at kunne klare at passe ham; nu må tiden vise, om han bliver klar til at komme hjem igen.

mandag den 2. juli 2012

Madonna venter i Parken

Jeg har ikke ferie før midt i august, men da jeg har arbejdet hele weekenden, har jeg nogle dage fri. Nu er bilen pakket, og jeg er ved at være klar til at køre til København, hvor Datteren og jeg skal i Parken og høre Madonna i aften.
De næste par dage er der dømt hygge med Datteren og Svesken, og på vej hjem et kort besøg hos en god veninde i Køge, inden jeg atter vender snuden mod Nordjylland, da jeg skal på job igen næste weekend.
Karla er på pindene, det er et godt strikketøj at sidde med, når der skal snakkes igennem.

søndag den 1. juli 2012

Særdeles blød cardigan





Jeg har længe manglet en sort cardigan, men jeg synes bestemt ikke, det er det sjoveste at strikke. Nu har jeg dog endelig gjort det, og valget faldt på en Drops-model, strikket i det blødeste BabyAlpaca Silke:
Cardigan fra Drops. Ca 325 gr har jeg brugt.
Selve bullen er strikket med et lille hulmønster, bærestykket er strikket i ret med et hulmønster til sidst.
Mandag kører jeg til København, mon ikke jeg kan være heldig at finde nogle flotte knapper derovre?

tirsdag den 26. juni 2012

Tid til strik

Den skønne færing (ham med sommerfuglene) har sin arbejdsplads i Afrika. Han har længe ventet på at skulle afsted, og i weekenden kom beskeden om, at afrejsen ville være onsdag morgen.
Sådan kom det ikke til at gå; allerede 10 min efter vi sagde farvel i morges, kom der besked om, at hans fly letter i eftermiddag. Jeg er på job, så nu må der siges farvel pr tlf - godt vi har haft en fantastisk god, lang weekend. Næste gensyn: 27. juli - pyha, det skal jeg da vist vænne mig til.
Nu har jeg så alt den tid, jeg har brug for, så nu skal der strikkes igennem

mandag den 18. juni 2012

Jow Jow

Jeg strikker stadig, men jeg må indrømme, det ikke er blevet til ret meget den seneste uges tid. I sidste uge arbejdede jeg om natten, og et par af dagene kom sommerfuglene forbi, 'bare' lige for at sige hej, inden jeg atter skulle på job.
Weekenden har vi tilbragt sammen uden at lave meget andet end at snakke, lære hinanden bedre at kende og hygge.
Desværre betød det også, at jeg glemte alt om Grib Garnet, forhåbentlig bliver jeg tilgivet.
Nu er jeg atter på job, men mon ikke jeg kan vente et besøg eller to i løbet af ugen ;-)

Fik jeg fortalt, han er færing? Og mig, der i forvejen er helt vild med Færøerne

søndag den 10. juni 2012

Danish Air Show

Jeg er bidt af en gal flyver, har lidt jetfuel i årerne.
For mange år siden var jeg konstabel i Flyvevåbnet, ni år blev det til, inden jeg syntes, jeg havde udstået min værnepligt.
Derfor kunne hverken regn eller lavthængende skyer holde mig væk fra Flyvestation Aalborg i dag. Nogle af opvisningerne blev aflyst i løbet af dagen, men der var stadig mange flotte flyvninger. De har altså is i maven de piloter, der både ruller og flyver på hovedet i deres smukke fly.
Jeg fløj nogle få timer i T-17, et lille skolefly, da jeg var yngre, og når jeg tænker på, hvor mange G, sådan et fly kan trække, kan jeg levende forestille mig, hvordan kinderne har hængt skiftevis på brystet og i panden på jagerpiloterne i dag.
(G= tyngdekraftpåvirkning)

fredag den 8. juni 2012

Friuge og en spirende forelskelse

Efter at have arbejdet seks dage om ugen et stykke tid, besluttede jeg mig for at holde denne uge fri.
Og sikke en uge, det viste sig at blive. Weekenden brugte jeg til oprydning og rengøring, så jeg rigtig kunne nyde at være hjemme.
Min have har længe været ved at vokse mig over hovedet, så jeg har haft et havefirma til at rydde op i det værste. Sikke en lettelse og helt sikkert alle pengene værd. Der er stadig meget at gøre, men nu kan jeg overskue det og venter bare på bedre vejr - lige nu øsregner det nemlig.
Ugens største overraskelse har været mødet med et menneske, som allerede har gjort et kæmpe indtryk på mig. Jeg har været single (mere eller mindre) i over ni år og var slet ikke forberedt på dette. Sommerfuglene bakser om kap i hele kroppen, nu må tiden vise, om de falder til jorden eller de bakser videre. Lige nu er jeg i hvert fald gladere, end jeg har været længe

tirsdag den 5. juni 2012

Mini for voksne


blev færdig for et stykke tid siden, jeg kunne bare ikke lige tage mig sammen til at sy knapper i. Den ruller lidt i kanterne, vil det hjælpe med en hæklet kant? Eller har I andre gode ideer?
Jeg har strikket i 3-trådet Navia, opskriften er fra design-club

Rigtig god Grundlovsdag til jer alle

fredag den 1. juni 2012

Frk. Sommer


Jeg har været vild med Frk. Sommer, siden jeg så den første gang. Nu har jeg endelig taget mig sammen til at få den lavet. Den har været en fornøjelse at strikke. Opskriften er lige til at gå til, enkel med den lille detalje med at droppe en maske på hver 6. p.

Iflg. opskriften laves der striber, når man kommer under brystet (blusen er strikket oppefra og ned). Da jeg havde strikket ca 5 cm striber, besluttede jeg mig for at strikke i Highland Wool hele vejen. Jeg bliver aldrig fan af Viscolin-garnet. Det deler ved strikning, og jeg synes, det bliver slasket, når det er strikket. Her er det brugt som striber i halskanten, og det er jeg ret tilfreds med.
Jeg har strikket ærmerne lidt længere end i opskriften, mine overarme er nu engang pænest, når de ikke bliver skåret lige der, hvor de er bredest.

Modellen er fra Isager, og jeg har strikket i Highland Wool og Viscolin. Blusen vejer ca 180 gr - og jeg er særdeles tilfreds med den.

mandag den 28. maj 2012

Sol, varme og Vesterhavet

Igår besøgte jeg en god veninde i Bjergby (Hjørring). Efter lidt koldt til ganen og lidt strikkerier, blev vi enige om at køre til stranden.
Vi kørte ud til Tversted-søerne, her summede det af liv. Vi fulgte en sti forbi søerne og ned til Vesterhavet, hvor min varme hund fik lov til at boltre sig i bølgerne.



Bagefter rullede det skønne væsen sig i sand - der er jo ikke noget bedre end en våd hundepels fyldt med sand.
Heldigvis tørrer han jo igen - og han hyggede sig gevaldigt; det var det vigtigste.
Nårh ja, vi hyggede os bestemt også, selvom vi kun dyppede fødderne i det endnu kolde vand.


  

fredag den 25. maj 2012

Gammelt, træt skrog

Jeg indrømmer blankt, jeg er vild med sommer, men lige nu er det simpelthen for varmt til mig. Selv en gåtur med hunden tager pusten fra mig.
Haven er ved at drukne i ukrudt, men varme og en gammel ryg holder mig fra at gøre noget ved det. Samvittigheden har længe været sort som kul, og nu har jeg taget konsekvensen og har ringet til et firma, der formidler haveservice; nu håber jeg så, de kan passe min have ind i deres andre gøremål.
Og nårh ja, så er jeg ramt af heftige hedeture, så jeg hopper under en kølig bruser flere gange om dagen. Jeg strikker dog stadig, og lige om lidt viser jeg også lidt frem - jeg skal bare lige finde et køligt sted at tage billeder



  • lørdag den 12. maj 2012

    Saltum venter

    Som I ved, er uldfestivalen i Saltum nu skudt i gang. Om lidt vil jeg starte bilen og komme afsted - så må det vise sig, om jeg kan styre mine indkøb igen i dag :)

    fredag den 11. maj 2012

    Hvem tror jeg, jeg er - og fristelser

    Som skrevet tidligere kom min veninde til morgenkaffe. Efter snak, kaffe og et par pinde på strikketøjet, blev vi enige om, at vi ligeså godt kunne køre til Garnudsalg og se og røre ved alt det skønne garn.
    Da vi kom frem, var der ikke et øje. Liselotte kom ud i det samme - og kunne fortælle, at de altså først åbnede kl. 12 (kl. var ca. 10:30). Vi havde læst forkert, det var kun lørdag og søndag, de åbnede kl. 10.
    Vi fik heldigvis lov at komme ind alligevel, og fristelserne var store.


    Jeg beherskede mig dog. Ikke af mangel på fristelser, men fordi fornuften tog over. Ca 400 gr. af den gule uld til en cardigan, og ca. 1 kg af den blå, som jeg bare ikke kunne lade ligge.

    I uldens tegn, i dag og i morgen

    Om et øjeblik kommer min veninde fra Hjørring til kaffe og snak.
    Bagefter går turen til garnudsalg, hvor vi med garanti bliver fristet af de mange skønne garner. Jeg har planer om indkøb til et par cardigans til at bruge over alle mine sommerkjoler.
    Måske ses vi?
    I morgen kører jeg til Saltum, og mon ikke jeg atter bliver fristet.

    fredag den 4. maj 2012

    Billeder fra Færøerne 2012


    Billeder fra min tur til Færøerne marts 2012. Læg bl.a. mærke til de nysgerrige får, der kigger ud fra deres skjul for regnen. Jeg fik øje på et enkelt får, da vi kørte forbi, men da vi stoppede, dukkede de andre op for at kigge med


    Aalborg, København, Køge, Slagelse, Aalborg

    Jeg kom hjem fra København i går.
    Min datter fyldte år i sidste uge, så jeg pakkede hund og gaver og kørte til boller,  kage og godt selskab, straks jeg stod op i lørdags.
    Søndag tog vi til Designerlagersalg i Forum. To par sko og en hverdagstaske kom med mig hjem. På vej hjem gik vi en tur i Magasin, som lige havde startet Super Bazar, her købte jeg et sæt undertøj med 25 % rabat, så det var en dyr men dejlig dag.
    Tirsdag drak jeg kaffe med en god jysk veninde, som er bosat i Hørsholm. Vi ses ikke så tit, så det er altid hyggeligt, når vi kan mødes og få en god snak over et par kander kaffe.
    Efter hyggelige dage i selskab med datter og Svesken, besøgte jeg en dejlig veninde i Køge. Masser af snak, grin, god mad, øl og en overnatning blev det til.
    På vej hjem torsdag nåede jeg lige omkring en rigtig god ven i Slagelse, og så gik turen ellers nordpå.
    Jeg sætter meget stor pris på disse uger, hvor jeg har muligheden for at komme på besøg hos mennesker, jeg ser alt for lidt til.
    Weekenden står på arbejde, 12 timer lørdag, det samme søndag.

    onsdag den 25. april 2012

    Det halve Kongerige endnu engang


    Jeg bruger trods alt ikke al min tid i et P-hus; der er skam også tid til at strikke.
    Det halve Kongerige er strikket som en fødselsdagsgave til én, jeg normalt ikke er på gaver med, men i år var det en rund dag, og det synes jeg da må udløse lidt at varme skuldrene med.
    Sjalet er strikket i én-trådet Navia på p. 5, og det vejer ca 180 gr.

    tirsdag den 24. april 2012

    Nu må det da snart være nok

    Min dejlige datter har fødselsdag i morgen, og på lørdag kører jeg til København og fejrer den med hende.
    I dag tog jeg afsted for at købe gaver til hende. Troede jeg; for i vores lille provinsby - ja, det er Aalborg, jeg taler om - kan man bestemt ikke få lige det, man gerne vil have. Nå, det ordner jeg på anden måde.
    Som sædvanlig parkerede jeg i P-huset (der hvor jeg måtte låne penge for at få bilen ud fra), og denne gang ville bilen ikke starte, da jeg skulle hjem.. grrrrrrrr.
    Jeg troede, det var batteriet, der var dødt, så jeg ringede til en rigtig god ven, som straks kom med et nyt batteri og fik det gamle skiftet. Det hjalp bare ikke. Måtte have fat på Tophjælp, hvorfra den stakkels mand måtte skubbe bilen og jeg fra 4. og ned, hvor hans bil stod; det er nemlig ikke muligt at komme rundt med en bil på slæb i sådan et P-hus.
    Nu står min bil på værkstedet, hvor dommen falder i morgen. Indtil da må jeg tage bussen, hvor sidste afgang kører næsten fem kvarter, før jeg får fri.
    Nu må der da snart komme noget godt blæsende min vej :)

    søndag den 22. april 2012

    ØV

    Jeg kan ikke lige det nye udseende på min blog. Listen over blogge, jeg følger, er væk og ligeså er mit link til Picasa, hvor jeg gemmer alle mine billeder.
    Det er godt, jeg snart skal besøge min datter, hun plejer at have styr på det, håber hun kan få et ordentligt udseende tilbage her

    tirsdag den 17. april 2012

    Flere slags lopper

    Ikke alle lopper er lige velkomne i mit hjem. Desværre er min dejlige hund ekspert i at rage den kedelige slags til sig, så endnu engang kører støvsuger og vaskemaskine om kamp, mens den stakkels hund bliver dryppet i nakken og fodret med piller til at slå levende lopper ihjel og andre til at forhindre flere i at udklækkes; det er en langsommelig affære, men forhåbentlig lykkes det også denne gang at udrydde de ubudne 'gæster'

    fredag den 13. april 2012

    Ikke min dag i dag

    Jeg har været til kontrol hos tandlægen i dag, det gik rigtig godt og var allerede betalt.
    Bagefter gik jeg i Designværkstedet for at købe garn til Frøken Sommer. Da jeg skulle betale, opdagede jeg, at jeg manglede min pung. Ikke nok med, at jeg ikke kunne betale mit garn, jeg kunne heller ikke få min bil ud af parkeringshuset.
    Straks fik jeg stukket penge i hånden - af en af de meget, meget søde kvinder, der arbejder i Designværkstedet, så jeg kunne betale min parkering, køre hjem og hente min pung og komme tilbage og hente mit garn.
    På vej til P-huset kom jeg i tanke om, at banken lå i nærheden, de var så venlige at udbetale penge på mit 'glatte' ansigt, så jeg kunne få mit garn med hjem med det samme.
    Da jeg skulle ud af P-huset, ville automaten ikke tage min 100 kr-seddel, så jeg måtte finde en medarbejder, der kunne veksle, så jeg kunne komme ud.
    Kl. 18 møder jeg på arbejde i 12 timer, gad vide, hvordan det kommer til at gå?

    fredag den 6. april 2012

    Sommervest til Svesken


    En hurtig sommervest er røget af pindene. Jeg har strikket i ganske almindeligt bomuldsgarn 8/4 med dobbelt tråd på p 5, 58 gr. brugte jeg. Vesten er ikke så bred, som den ser ud til på billedet, den er til gengæld ret kort.
    Opskriften har jeg fundet på Femina.dk. Både garn og knapper er fra Stof & Stil

    onsdag den 4. april 2012

    Svesken


    Nyeste billede af Svesken; jeg kan bruge rigtig lang tid på at se hende i øjnene

    tirsdag den 3. april 2012

    Hurtig bluse i 3-trådet


    Det sidste af det 3-trådede Navia, jeg havde med hjem fra Færøerne denne gang, er nu omsat i denne enkle bluse med raglanærmer. Jeg har strikket på p 8 og har brugt ca 325 gr

    fredag den 23. marts 2012

    Endnu en UFO er blevet til FO


    Tidsel fra Strik Naturligvis - som sædvanligt uden knopperne, som ikke gør meget godt for min facon. Trøjen er strikket i Geilsk Tynd Uld, knap 200 gr, og rester af forskelligt uld til kanterne.

    fredag den 16. marts 2012

    Kjole til Svesken


    Jeg har længe haft lyst til at prøve uld/bomuld fra Geilsk, men jeg syntes ikke, jeg ville købe stort ind, hvis jeg nu ikke kunne lide garnet. Derfor blev det til et lille Topstykke til Svesken; to ngl skulle der bruges. Kjolen er blevet dejlig blød efter vask.

    torsdag den 15. marts 2012

    Halsrør af Navia



    Halsrør til de to søde piger, der luftede min hund, mens jeg holdt ferie på Færøerne. Strikket i dobbelt 3-trådet på p 9; der er brugt ca. 300 gr. på styk

    mandag den 12. marts 2012

    Første billede: mit garnkøb


    Der blev handlet et par gange, her er det samlet på nær det, jeg allerede er ved at strikke i - det viser jeg, når det er færdigt.
    Ca 6 kg Navia 2-trådet, 2 kg Navia 3-trådet og 2,3 kg Navia én-trådet; sammen med det lager, jeg har i forvejen, kommer jeg vist ikke til at mangle uld foreløbig

    lørdag den 10. marts 2012

    Fremragende Færøtur er forbi

    Den seneste uge har jeg tilbragt i dejligt selskab på Færøerne. Det har som sædvanligt været rigtig skønt at være deroppe, jeg kan simpelthen slet ikke få nok af de fantastiske øer.
    Vi havde rigtig 'Færøvejr', dvs både sol, regn, tåge, hagl, blæst og sne i løbet af et par timer. Heldigvis var vi klædt på til det, så vi kom alligevel rundt og så en masse skønne steder.
    Jeg lægger hårdt ud med at møde på job kl 06 i morgen tidlig, så billeder af turen bliver først lagt ind i næste uge - og joh, jeg har da købt en anelse garn med hjem :)

    søndag den 26. februar 2012

    En hurtig hue


    Strikket til at varme en ung mands kolde ører. Knap to ngl. Alaska fra Garnstudio omsat til rib

    tirsdag den 21. februar 2012

    Han ved det jo godt

    At han ikke hører hjemme i sofaen, men han ved bestemt også, hvordan han skal se på mig for at få lov til at blive liggende

    søndag den 19. februar 2012

    En bestemt Sveske

    Svesken har nået en alder, hvor hun selv vil bestemme det meste. Jeg havde den grå cardigan med til hende, da jeg var i København i sidste uge. Datteren valgte de grå knapper, som blev syet i med forskellige glade farver tråd.
    Inden jeg skulle hjem, bad jeg Svesken om et billede af hende med trøjen på, men ikke på vilkår, det gad hun bestemt ikke. Et billede fik jeg dog, som I kan se, passede det ikke frøkenen

    torsdag den 16. februar 2012

    For længe siden


     Sidste sommer strikkede jeg denne jakke til en tidl. kollega. Jeg nåede ikke at få taget billeder, inden den blev afleveret, men blev lovet, at den nok skulle blive foreviget.
    Bedre sent end aldrig, jeg har nu fået billede af jakken.
    Strikket efter opskrift fra Navia i tretrådet Navia