Sløjfer

fredag den 31. august 2012

Lidt selvforkælelse

Gennem længere tid har jeg fulgt de fantastiske kreationer, der kommer til live hos denne dygtige blogger . For nogle dage satte hun nogle lækre makeup-punge til salg, og jeg var ikke sen til at få bestilt denne dejlige sag:


Jeg har fyldt den med min yndlingsmakeup, og den forskønner nu mit gamle badeværelse


tirsdag den 21. august 2012

Alle gode gange 3

Da jeg var færdig med mit første Halve Kongerige, var jeg fast besluttet på, jeg ikke ville strikke flere. Ikke fordi det er svært at strikke, tværtimod, men pga alle spiserne, som jeg synes tager en evighed at strikke.
Ikke desto mindre strikkede jeg jo endnu et, som jeg gav Datterens svigermor - og nu har jeg minsandten strikket endnu et, denne gang er Datteren modtager. Mon ikke jeg strikker et til mig selv på et tidspunkt.


Denne gang har jeg strikket i en-trådet Snældan, indkøbt på Færøerne for et par år siden. 99 gr har jeg brugt. Garnet er ikke så dejligt at strikke med som Navias garn, det er lidt hårdt og lugter ikke specielt godt, men det ændrer sig heldigvis efter vask. Sjalet er mere lilla, end jeg har formået at fotografere.

mandag den 20. august 2012

Første ferieuge fløj afsted

Hele min første ferieuge var jeg så heldig at have selskab af Datteren og Svesken, ja den første weekend var Svigersønnen her også, men han måtte rejse hjem søndag, da han skulle på arbejde mandag morgen.
Ugen fløj afsted. Vi blev trakteret med masser af skønt hjemmebag hos gode venner i Skagen, vi hoppede på trampolin og spise vafler med is og syltetøj hos skønne venner i Bjergby, og vi nåede et par gode besøg hos Olderne, så vi nåede slet ikke at kede os.
Lørdag skulle Datteren og Svesken til bryllup i Viborg, og derfra gik turen atter til København. Jeg var træt, da de kørte, men for pokker hvor jeg nød deres dejlige selskab.


Mine skønne tøser på vej til bryllup

Da vi kom hjem fra Skagen stod denne smukke buket udenfor min dør - med kærlige hilsner fra Færingen, som opholder sig i Cameroun for tiden


søndag den 12. august 2012

Endelig er det min tur

Ferie!!
Det har været drøjt at se kollegerne tage på ferie og vende friske tilbage, mens mine arbejdsuger bare fortsatte - frivilligt, men alligevel sejt.
Men nu er det gode vejr for alvor kommet, og jeg starter fire ugers ferie - lige nu.
I denne uge har jeg fornøjelsen af Datteren og Svesken, en hel uge skal jeg nyde dem, sikke da en dejlig start på ferien


fredag den 10. august 2012

Appelsiner i trøjen


Den gule trøje har fået små appelsinknapper i. Jeg fandt dem for længe siden på Amio, og jeg synes faktisk de passer ret fint. Til trods for knapperne er trøjen blevet til en bluse. Jeg havde problemer med retkanten foran, uanset hvor stramt, jeg strikkede den, havde den tendens til at flane. Da knapperne var syet i, så det skrækkeligt ud, og jeg valgte derfor at sy kanten sammen foran.
Jeg ved ikke, hvad der sker med mig og strik for tiden, denne bluse er blevet for lille, så nu overvejer jeg dens videre skæbne.

Uventede gæster

Jeg fik uventede gæster den anden eftermiddag, dog ikke af den slags gæster, man byder på kaffe. En lille forpjusket fulg forvildede sig ind gennem havedøren og baskede rundt i stuen. Efter lidt basken, faldt den til ro på min reol, hvor den samlede kræfter til at finde vejen ud

søndag den 5. august 2012

Opdatering om dit og dat

Min far kom hjem fra aflastning for et par uger siden, og ligger nu i en hospitalsseng hjemme i stuen; det ser desværre ikke for godt ud. Der kommer masser af hjælp hver dag, men min mor føler, hun bor på en banegård; hun er både fysisk og psykisk meget påvirket; det er en hård tid for dem begge. Jeg kører forbi, så tit jeg kan, men føler egentlig aldrig, det er nok, den dårlige samvittighed tynger konstant.
Heldigvis er der også positive ting i mit liv. Jeg ser stadig færingen, og sommerfuglene lever i bedste velgående. Han er temmelig utilregnelig, når det kommer til arbejdstider, jeg ved aldrig helt, hvornår han er ude eller hjemme, men jeg nyder hvert et minut, når han er her.
Og så har jeg færdiggjort Karla helt efter opskriften. Vil min datter ikke have den, sætter jeg den til salg på Amio, og så har jeg jo også en god grund til at strikke en ny til mig selv
Når jeg nu er ved opdateringerne: jeg mærker kun sjældent noget til hedeturene, gad vide om jeg virkelig er sluppet så let, eller der kommer mere senere? Lige nu nyder jeg det i hvert fald

torsdag den 2. august 2012

Operation oprydning

Jeg har startet en kæmpe oprydning i mit krearum, som aaalllt for længe har set forfærdeligt ud. Jeg skal love for, jeg finder mange spændende ting derinde, bl.a. en del UFO'er.
Jeg har besluttet af tage dem én ad gangen, efterhånden som jeg får fingrene i dem. Indtil videre er to halvfærdige cardigans pillet op og garnet gemt i poser med labels, der fortæller, hvor meget der er og strikkefastheden, så det bliver nemt at bruge til et senere projekt.
Jeg gør også lidt færdigt:


Denne trøje strikkede jeg egentlig til Svesken, men da jeg nåede til knapperne, var den ikke længere interessant, og nu er hun forlængst vokset fra den. Nu er knapperne syet i, og trøjen sat til salg på Amio
I en anden bunke lå et sengetæppe, som jeg har hæklet på, når jeg trængte til pause fra strikkepindene. Her skulle hæftes et hav af ender og hækles en kant på.


Enderne har jeg klaret, kanten må komme på, når jeg engang når frem til posen med resten af garnet. Det er faktisk det tredje tæppe, jeg hækler efter dette mønster, så til næste tæppe må jeg finde på noget andet.
Tæppet er hæklet i sort Hæklegarn nr.5 på nål 3, og jeg har brugt ca 20 ngl