Sløjfer

søndag den 23. februar 2014

Opklipning, en erfaring rigere

I aftes besluttede jeg mig for at hækle en kant, inden jeg skulle klippe op til cardigan. Jeg overvejede meget at prøve at sy i stedet for, men jeg føler mig mere sikker med hæklenålen.


Her har jeg hæklet i begge sider. Trøjen er strikket i Léttlopi på p. 4½, og jeg har hæklet med Supersoft på nål nr. 4. Så langt så godt

I dag skulle det så bære eller briste - heldigvis gik klipningen fint.


En enkelt tråd i den øverste kant stritter noget, her har jeg ikke få lukket ordentligt af, da jeg hæklede. Det vil jeg klare med nål og tråd, satser på, jeg kan få den syet ordentligt fast.

Nu vil jeg læne mig tilbage med et nyt strikketøj, inden jeg begiver mig ud i monteringen, så Svesken kan få sin cardigan

torsdag den 20. februar 2014

Weekenden venter

Jeg arbejder om natten i denne uge. Det er bestemt ikke min yndlingsvagt, der er vildt meget at se til, og jeg sover dårligt, når jeg kommer hjem.
Nu er der dog kun én vagt tilbage i denne omgang, fredag morgen kl 06 starter min weekend.

Der er lagt op til strik og syning. Færingen er taget på Nordsøen, så Hunden og jeg er alene hjemme.


Cardiganen til Svesken er strikket færdig, nu mangler jeg 'bare' at få klippet op og lavet kanter. Jeg har strikket i Léttlopi, skal jeg så også hækle i det garn, inden jeg klipper op? Eller skal jeg finde noget stærkere garn? Skal det have samme tykkelse?
Det er første gang, jeg skal klippe i flerfarvestrik, så det bliver med rystende hænder, jeg går i gang.
Jeg skal også have monteret Saturday, som jeg har strikket til mig selv.
Bliver der mere tid, har jeg planer om at sy en ny kjole

Og så er der stort loppemarked i Aalborg, det satser jeg også på at nå - jeg kommer bestemt ikke til at kede mig

søndag den 16. februar 2014

En skøn vinterferie er slut

Jeg har holdt fri i denne uge, og Datteren og Svesken har været på besøg nogle af dagene.
Vi har hygget igennem. Svesken er nu 4 år og er vild med at lave kreative ting - lige noget for mig.


Spisebordet blev ryddet, så vi kunne sidde sammen og lave lige det, vi havde lyst til hver især - og sammen.
Datteren er her ved at sy fastelavnsdragt til Svesken, som har malet og lavet figurer i krympeplast.

Vi nåede også en tur i Hønsestrik hvor Svesken valgte garn til en cardigan


Fiðrildaslóð fra Islandsk Strik, strikkes i Léttlopi

Lige inden de skulle afsted, nåede Datteren at tage dette billede af Svesken og jeg


Fredag kørte jeg dem begge til Viborg for at besøge morfar. Her er godt nok blevet stille. I næste uge står der nattevagter på programmet

torsdag den 6. februar 2014

Endelig færdig

Jeg har strikket en cardigan til Færingen. Den har været meget lang tid undervejs, men han har været tålmodig, ham Færingen.


Det er bestemt ikke sværheden, der har gjort, at det har taget lang tid at strikke denne, men hold da op, hvor har det været kedeligt. Heldigvis ved jeg, at det tit er den slags trøjer, der bliver brugt allermest i dagligdagen.
413 gram Navia Duo er der brugt. Opskriften er fra Navia bog nr. 3, jeg har dog valgt knapper i stedet for lynlås. Knapperne er færøske tinknapper.

mandag den 3. februar 2014

Trøjer til tvillinger

En af Datterens veninder har fået tvillinger, to små drenge, som skal have lidt at varme sig i


Trøjerne er strikket i Easy Care Classic fra Mayflower, købt hos Strikkepinden i Aalborg.Jeg kendte ikke garnet i forvejen, men det er bestemt ikke sidste gang, det kommer på mine pinde, det er helt vildt blødt og lækkert.
Jeg har strikket på p. 3½, der er brugt 143 gr til hver af dem, og opskriften er fra Garnstudio